2006

Fjordhesten Danmark


Avlsmål


 

Type

Fjordhesten er en lille, kæk hest med udtryksfuldt hoved og en harmonisk  krop. Der lægges vægt på et godt kønspræg (hopper skal være feminine og hingste skal være maskuline).

Farver

Anerkendte farver er (den norske betegnelse er anført i parentes, hvis den er anderledes):

-         gul (brunblakk)

-         rødgul (rødblakk)

-         grå

-         ulsblak (ulsblakk)

-         gulblak (gulblakk)

Der ønskes rene farver med farvespil.

Aftegn

Hingste med andre aftegn end enkelte hvide hår kan ikke opnå avlsgodkendelse og hopper kan ikke tildeles medalje.

Hopper med andre aftegn end stjerne (og enkelte hvide hår) kan højst kåres/avls-godkendes med 7 i helhed.

Dog er lyse hove tilladt hos rødgule og gulblakke individer.

Størrelse

En passende stor, velproportioneret fjordhest måler:

-         stangmål 140-145 cm

-         båndmål er typisk 7-9 cm større

-         brystomfang 170-180 cm

-         pibe 18-20 cm

Udsving til begge sider accepteres.

Dybde og bredde

Ved en passende dybde forstås en brystdybde på 50% af stangmålet.

Det dybeste punkt bør være brystet.

Ved en passende bredde forstås en god håndsbredde mellem forbenene.

Hoved

Typisk for racen er et lille trekantet og tørt hoved med små ører, udtryksfulde øjne og bred pande, gerne med indadbuet næseryg samt kraftige kæber med god plads mellem kæbebenene (langt, smalt hoved med lette kæber, lange ører og udadbuet næseryg er utypisk).

Nakke og hals

Forbindelsen mellem hoved og hals bør være med god ganachefrihed og en smidig nakke. Halsen, der typisk er lidt kraftig, ønskes velansat, velrejst og ikke for kort (kort, meget svær, tykstrubet og lavtansat hals er ikke utypisk, men er uønsket).

Manke

En velmarkeret, ikke for bred, men lang manke er ønskelig (kort, bred og umarkeret manke er ikke utypisk, men er uønsket).

Skulder

Skulderen bør være lang, skrå og med god frihed (kort stejl skulder og trykkede albuer er uønsket).

Overlinie

Ryg og lænd ønskes middellang, muskuløs og smidig.

Kryds

Langt, muskuløst kryds, gerne svagt hældende og med velansat hale og god haleføring ønskes (et fladt kryds er uønsket).

Lår og fundament

Lårene ønskes dybe, brede og muskuløse.

Der ønskes velstillede, rene og tørre lemmer med korte og flade piber.

Knæ- og haseled skal have jævn overgang til piben og være velmarkerede.

Underarm og underlår ønskes muskuløse. Koder ønskes middellange og elastiske. Hovene velformede med skrå hovvægge og ikke for små.

Bevægelse

En energisk, taktfast, elastisk og fremgribende bevægelse med god haseaktion og god bæring, også i galop, ønskes (kort, stiv, knæhøj eller flettende bevægelse er uønsket).

Egenskaber

og anvendelse

En tillidsfuld, modig, harmonisk, kæk, robust, nøjsom hest med et venligt sind, som kan omgås af alle i familien, ønskes.

En ideel fritidshest, velanvendelig som ridehest (dressur, spring) og en fremragende og udholdende terræn-, distance- og kørehest ønskes.

   
 

Gældende efter generalforsamlingen 2005