Avl

Det var en hård start, specielt for udstillere og ejere af showheste, der kom i går eller i morges. De blev mødt med massiv politi- og dyrlægekontrol. Nogle blev sendt hjem igen og andre fik bøder, bl.a. kostede det vist 2.000 kr. ikke at have fået medicinsider i passet (er du i samme situation, så se at få det gjort, det klares på stambogskontoret i Skejby). Bedømmelsen startede i regnvejr, men på et tidspunkt holdt det dog op.

Hvad bedømmelsen angik, så var der 24 point til den eneste udstillede følhoppe, Vængets Toscha FJ 10395. Hun er kåret med 9 i helhed og medalje i 2006 på Vilhelmsborg. Henriette Ellegaard Hindsgaul, der ejer hende i dag, stillede også samling med samme max point til følge. I samlingen indgik en 5-årig vallak og en 2 års hoppe, begge fløj i deres hold med 23 point. 

Den anden dyrskuedag i Odense var BIS-konkurrencernes dag, og det gik godt for fjordhestene, specielt for Henriette. Følhoppen vandt konkurrencen på tværs af racer. Den 2-årige hoppe måtte ud i hele to ommønstringer om tredjepladsen, før den var hjemme, og i dagens sidste BIS-konkurrence blev samlingen nr. 2, kun et point efter vinderen. Det regnede i Odense, og temmelig hidsigt i perioder, men dog mindre end det var frygtet. Springklasserne blev dog udskudt til søndag formiddag, da græsset var alt for glat. Aftenshowet blev velsignet med tørvejr, og de mange racer, der er udstillet i Odense lavede et flot gallashow, der lå sidst i programmet, hvilket var heldigt, da vi brugte 50 minutter i stedet for de afmålte 30 minutter. Vi må korte det ned i morgen, hvor galashowet gentages om eftermiddagen. Dyrskuet lukker kl. 16 (lidt tidligt måske, men lørdag er der åbent til kl. 22).