Kort nyt

Kort nyt

kn 160719 3 aars floej birken

Formentlig er det de små følårgange, der er skyld i, at kun 12 hopper blev bedømt i disse hold. Fire af dem fik den hvide roset, en med 9 i helhed, de tre øvrige med 8 i helhed. De sidste otte fik 7 i helhed.

Fløj på Sjælland blev Carla Vårby FJ 12091 (Orkan Skovå/Orion Halsnæs) fra Helene Lund Frederiksen.
Fløj i Egtved blev Overgaard’s Perle FJ 12103 (Citat Halsnæs/Kvite Birk) fra Arvid Kruse Nielsen. Det skal tilføjes, at hun var den eneste i holdet, men dommerne kårede hende med 8 i helhed, og det er jo en fløjplads værdigt.
Fløj i Skringstrup blev Munkegårdens Sille FJ 12114 (Trollfin/Mastrup Zola) fra Rikke Nødbak. som ses her på billedet sammen med Maria Pejtersen, der mønstrede.


 

kn 160719 4 aars birken johanne hoejmark

I denne aldersklasse mødte i alt 18 hopper til bedømmelse. Der var hvide rosetter til 10 hopper, de to af dem blev kåret med 9 i helhed, de øvrige med 8. Seks blev kåret med 7 i helhed og to med 6 i helhed.

Fløj på Sjælland blev Hjorthøj’s Succes FJ 12095 (Glibings Ajs/Admiral Halsnæs) fra Rikke og Flemming Hjorthøj.
Fløj i Egtved blev Rævehøjs Qlaire FJ 12104 (Orkan Skovå/Citrus Klattrup) fra Birthe Mandrup Therkelsen.
Fløj i Skringstrup blev Johanne Højmark FJ 12121 (Model Skovå/Pikant Halsnæs) fra Carsten Højmark.  På billedet gratulerer dommer Dennis Bisgaard mønstreren af Johanne Højmark.

 

kn 160719 frida tornhoej 5 aars floej birken

Der var 21 ’5-årige og ældre’ hopper til kåring i år. Flest hvide rosetter var der i Skringstrup, hvor tre hopper blev kåret med 9 i helhed, mens de næste fem opnåede 8 i helhed. Yderligere tre fik 7 i helhed. I Egtved var der 8 i helhed til de tre første, 7 i helhed til de fire næste og holdets sidste kunne rejse hjem med 6 i helhed (hun var med sine 15 år også holdets ældste). På Sjælland var der kun to hopper med 9 til fløjen og 7 til nr. 2 (måske så beskedent fremmøde, fordi vi sidste år havde et stort hold med 14 hopper der). De 20 hopper var i hovedstambogen, den sidste blev bedømt ind i Forregisteret, hvilket udløser en grøn roset uanset helhedskarakter, i dette tilfælde var den 7.  

Fløj på Sjælland blev Fønix Noma FJ 12101 (Glibings Ajs/Citrus Klattrup) fra Marianne Jensen.
Fløj i Egtved blev Gina Kvistgaard FJ 12058 (Kneist Skovå/Pikant Halsnæs) fra Lili Kvistgård.
Fløj i Skringstrup (se billedet) blev Tornhøjs Frida FJ 12128 (Laustfin Skellerød/Birk Halsnæs) fra Ditte og Dennis Bisgaard.

Fem af hopperne i disse hold havde tidligere været til kåring, nu var de tilmeldt mhp. at forbedre kåringsklassen, og det skete for dem alle fem.

 

kn 160718 vallakfloej i Egtved w

kn 160718 vallakfloej birken mek

I år tager vi kåringsomtalen ’på tværs’, og vi begynder med vallakkerne. Der var i alt fremstillet 13 på de tre pladser og bedømmelsesresultaterne var gode, idet tre blev kåret med 9 i helhed, syv fik 8 i helhed og der var tre med 7 i helhed, dvs. særdeles gode resultater. Det er i alt overvejende grad vore ryttere (og kuske), der møder op med deres brugs- og stævneheste. Der er puslet om dem og de møder næsten direkte fra ’fitness-centret’. Der var fire født i 2012, tre fra 2011, en fra 2010 og 2008, tre fra 2007 og så alderspræsidenten fra 2002.

De fik alle deres FJV-nummer og det betyder, at har de allerede stævneresultaterne, så kan de optages i vor sportsstambog ved næste generalforsamling i marts. Er de så unge, at de endnu er på vej, så er FJV-nummeret adgangsbilletten, når resultaterne er klar.

De seks af dem er måske tilmeldt medaljekåringen for vallakker på Vilhelmsborg den 4. august, dvs. på den første jubilæumsdag. Det er her, at vi også udpeger ’Årets vallak’, og denne har så adgang til showklassen for ’Årets vallakker’ på den sidste jubilæumsdag, dvs. søndag den 7. august.

Fløj på Sjælland blev Tulstruplunds Kasper FJV 16001 (Mykletind/Boye Engvang) fra Gerda og Poul Pedersen, som desværre ikke kan være på Vilhelmsborg på medaljekåringsdagen. Sjællænderne bliver repræsenteret af klassens nr. 2 Oscar Vårby FJV 16002 (Orion Halsnæs/Fini Skovly). 
Fløj i Egtved blev Pelle FJV 16004 (Rusk/Tornhøjs Canut) fra Rikke Brandhøj. Ham ser vi igen til medaljekåringen og tre mere fra Egtved kommer vist også. Se billedet øverst med opdrætter Jørgen Kristensen (der ser ud til at være ved at ringe rundt med det gode resultat) og ejeren Rikke.
Fløj i Skringstrup blev Landevejens Pil FJV 16011 (Glibings Ajs/Pelle Halsnæs) fra Lisbeth Pedersen og Knud Nielsen. Også Pil deltager i medaljekåringen (se løsvisningsbilledet, det er Mia Esther Kristiansen, der har fotograferet).

Resultaterne er tastet i FjordHorse. Du skal dog være opmærksom på, at du bliver nødt til at søge efter vallakkerne i to grupper til trods for, at de alle er bedømt i samme hold. Nogle af dem står i en vallakklasse sammen med hoppeklasserne under kåringsstedet. Men fordi systemet er programmeret, så det skelner mellem 4-årige og 5-årige og ældre (dvs. følger hoppernes holdinddeling), har vi været nødt til at oprette en særlig klasse med kåringsstedets navn og så tilføjelsen vallakklasse. Lidt forvirrende, men dog muligt at finde ud af.       

 

 

Mange holder sikkert sommerferie, men andre forbereder sig til hoppe- og vallakkåringen, der finder sted i den kommende weekend.

Lørdag den 16. juli er der to kåringspladser, en formiddagsplads på Sjælland og en eftermiddagsplads i Egtved.
Kl. 08.00 er der kåringsstart på Assendløsevejen 63, 4130 Viby med forventet afslutning kl. 11.15.
Kl. 14.00 er der kåringsstart på Egtvedvej 14, 6040  Egtved.
Der er 15 tilmeldte på Sjælland og 22 tilmeldte i Egtved.

Søndag den 17. juli er der kåring på Birken, her er der 29 tilmeldte. Adressen er Herredsvejen 3, Skringstrup, 8832  Skals.
Kl. 09.30 skal alle 3- og 4-årige hopper være på pladsen, bedømmelsen af de to hold forventet afsluttet kl. 12.30, hvor der er frokostpause.
Kl. 13.15 går vi i gang igen, nu med 5-årige og ældre hopper og vallakker. Vi regner med at udpege dagens bedste fløj kl. 16.20.

Hoppe- og vallakkåringen er et af årets to avlsmæssige højdepunkter, og interesserer du dig for avl, så skulle du lægge vejen forbi. Der er gratis adgang.  Og det er nu engang bedre selv at være der end at læse resultaterne i FjordHorse.
Kataloget kan du købe på kåringspladsen, men det ligger også i den lukkede del af hjemmesiden under Avls-info.

 

Dyrskuesæsonen er så godt som overstået, men lørdag den 16. juli er der et Hesteskue på Brahetrolleborg (et af sydfyns mange godser, adressen er Reventlowsvej 1, 5600  Fåborg). Skuet er for alle racer. Der er tilmeldt ni fjordheste. Bedømmelsen går i gang kl. 09.00 og skal være afsluttet kl. 12.00. Der er ikke noget tidspunkt for fjordhestenes bedømmelse, men de ligger sidst i rækken af de racer, der skal bedømmes af Martin Bloch.  

 

kn 160706 vilhelmsborg zenia

Avlsudvalget stillede forslag til generalforsamlingen 2016 om, at regelsættet skulle ændres, så vore gode avlshopper kunne få tildelt bronzemedalje for afkom efter administrativ vurdering. Det blev vedtaget, og nu ligger en 'værd-at-vide' tekst under menupunktet Avl, 2016 (kig under regelsæt, hoppekåringsregler) sammen med et ansøgningskema (pdf-fil). Kan du ikke arbejde med en pdf-fil, så mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og du får tilsendt skemaet i en word-fil.

Medaljen vil som udgangspunkt skulle uddeles på generalforsamlingen i marts, men er medlemmerne hurtige ved tangenterne, så kan den første uddeling ske som en del af jubilæumsfestlighederne på Vilhelmsborg den 4.-7. august 2016. 

Billedet herover er lavet af Zenia, der har kreeret jubilæumslogoet med laurbærkransen, til brug for Facebook sider/grupper, men hjemmesidebrugerne skal naturligvis også se det.

 

kn 160702 bedste juniormoenstrer

 

 

 

Mønstringskonkurrencerne på Landsskuet samler mange deltagere, i år et sted i nærheden af 80-90. I juniorernes mønstringskonkurrence deltog Camilla. Sidste år vandt hun (med en anden race). I år skulle hun så forsvare sit mesterskab, men nu med familiens selvopdrættede vallak Haakon 208333FJ1002251, som identen fortæller er 6 år gl.

Haakon var udstillet i vallakklassen, hvor han fik 22 point.
Mønstringskonkurrencen vandt han sammen med Camilla, en superdygtig hestepige. Men hun har det ikke fra fremmede. Hendes mellemnavn er Laumann og så sender nogle af os tankerne til Lis Laumann, der både var en kendt opdrætter i sin tid og dertil en dygtig kusk og pløjer med deltagelse og medaljer i både danske og internationale mesterskaber. Camilla er 4. generation i den fjordhestefamilie.

 

kn 160702 sølv i brugshesteklasserneLandsskuet har også ride- og køreklasser for brugsheste. I en rideklasse med næsten 50 deltagere, hvor det er gangarter og ridelighed, der bedømmes, deltog Maya på Picasso Kaptain 208333FJ1201061.

Maya er en af vore mange dygtige unge ryttere med deltagelse i såvel danske som internationale fjordhestemesterskaber i dressur. Vi ser hende ofte på Kaptain-heste, og det er win-win situationer, når stutterier og dygtige ryttere finder hinanden.

På Landsskuet vandt Maya og Picasso denne rideklasse. Da de forskellige brugsklasse-vindere skulle dyste om den ultimative sejr, måtte Maya og Picasso så sig slået af en kørehest, - men en flot sølv-roset og en samlet 2. plads blev deres.

Picasso har haft et enkelt år som avlshingst, men nu er han vallak. Han var udstillet på Landsskuet, hvor dommerne tildelte ham 23 point.