Sport
Fjordhesten Danmark - FJ-Tour reglement
 
Gældende fra 01.01.12
 
I 2012 inviterer vi for 9. år i træk ryttere og kuske til at deltage i en turnering for fjordheste, kaldet Fjord-Tour’en (FJ-Tour’en).
FJ-Tour’en skal fremme brugen af fjordheste på alle niveauer i både ridning og kørsel. Derudover er formålet med turneringen, som har en afdeling for ryttere og en for kuske, at øge interessen for at deltage i fjordhestestævner rundt om i landet.
 
1. Hvem kan afholde stævner
Alle lokale fjordheste-foreninger i Danmark samt Fjordhesten Danmark kan afholde stævner under Fjordhesteturneringen.
Den første betingelse for at få tildelt Tour-klasser er, at den arrangerende forening afholder stævnet i overensstemmelse med Fjordhesten Danmarks Sportsreglement (FSR). Propositioner for årets stævner skal være Sportskomitéen i hænde senest 2 måneder før sidste tilmelding til stævnet - for så vidt angår de stævner, der ønsker klasser lagt under FJ-Tour’en. Sportskomitéen skal give svar tilbage i løbet af 14 dage. Når sportsudvalget har godkendt propositionerne, vil de blive lagt ud på Fjordhesten Danmarks hjemmeside, www.fjordhest.dk
Skulle der være lokale foreninger, som ønsker hjælp til udformning af propositionerne, er sportsudvalget gerne behjælpelig hermed. Ikke alle klasser ved et stævne behøver at være en del af FJ-Tour’en (undtagelser kan være debutantklasser og showklasser).
 
2. Stævnekatalog og resultatlister
Det skal ved hver enkelt klasse i såvel katalog som resultatliste anføres, hvis klassen er en Tour-klasse.
Ved stævnets afslutning skal resultatlister i papirformat afleveres til Fjordhesten Dan­mark med henblik på ajourføring af FJ-Tourstillingen. En elektronisk udgave til­sendes sports­sekretæren i ugen efter stævnet, med henblik på ajourføring på hjemmesiden.

 

3. Hvem kan deltage

Alle ekvipager, hvor rytter/kusk er medlem af Fjordhesten Danmark, og hvor hesten opfylder de afstamningsmæssige krav og senest ved tilmelding er opført på Fjordhesten Danmarks Start-ret-liste (se FSR, pkt. 3 og 4).
Man samler points fra den dato, hvor årets kontingent er indgået hos Fjordhesten Dan­mark.
 

4. Udklasningsregler

Turneringen følger kalenderåret. For at skabe fair chancer for alle i kampen om at vinde turneringen, er der nogle udklasningsregler som skal følges, se FSR. Hvis man starter uberettiget i en klasse, kan man ikke tildeles FJ-Tour point.
 

5. Point

Et særligt pointsystem afgør, hvilken ekvipage, der først fører og siden vinder tur­ne­ring­en. Der optjenes points ved placeringer i de klasser, som er med i FJ-Tour’en. Alle klas­ser under FJ-Tour’en er ligestillede, dvs. at det i pointmæssig sammenhæng er uden be­­tydning, om pointene stammer fra en vundet LC eller LA klasse.
Pointene følger ekvipagen, dvs. samme rytter med samme hest eller samme kusk med samme hest(e). En rytter/kusk, som starter flere heste, kan ikke få pointene for disse heste lagt sammen. Tilsvarende kan en hest, som starter med forskellige ryttere/kuske, heller ikke få points lagt sammen.
 
 
1. plads
5 points
2. plads
4 points
3. plads
3 points
4. plads
2 points
5. plads samt øvrige placeringer
1 point
 
Stævnearrangøren sender senest en uge efter stævnets afholdelse resultater for stævnet i elektronisk form til Fjordhesten Danmark med henblik på offentliggørelse på Fjordhesten Danmarks hjemmeside www.fjordhest.dk.
Såfremt flere ryttere/kuske efter årets sidste stævne med Tour-klasser har lige mange point, vinder den ekvipage, der har flest førstepladser. Er der også lighed her, vinder den, der har flest 2. placeringer og så fremdeles.
 

6. Vandrepokaler

Deltagerne i FJ-Tour’en dyster om to store vandrepokaler, skænket af Inge og Bent Neergaard til vinderne af turneringen. Der er én pokal til bedste rytter og én pokal til bedste kusk. Vandrepokalen overrækkes ved Fjordhesten Danmarks generalforsamling, det skete første gang i marts 2005. Der er tale om store, flotte pokaler med plads til mange navne. Som navnet siger, er det meningen, at pokalen skal vandre fra år til år, og dermed kan den ikke vindes til ejendom.
Første år blev pokalen overrakt af formanden for Fjordhesten Danmark. De efter­føl­gen­de år overrækkes/videregives pokalen af sidste års vinder til den nye vinder af FJ-Tour’en. Sidste års vinder modtager ved samme lejlighed et erindringsbæger/en erin­d­rings­pokal til ejendom, som overrækkes af formanden for Fjordhesten Danmark. I vandrepokalen indgraveres rytterens/kuskens navn samt hestens navn og nr.
Vinderen af vandrepokalen har i det næste år ansvaret for pokalen og er erstatnings-ansvarlig ved bortkomst eller beskadigelse mv.
 
 
Regelsættet er udarbejdet af sportsudvalget.
Senest ajourført i sportskomitéen efteråret 2011, med efterfølgende godkendelse i Fjordhesten Danmarks bestyrelse.